Der er kommet en opdatering til drone-bekendtgørelse somtræder i kræft fra 1 januar 2018. I denne guide vil jeg beskrive de områder som er blevet ændret, så du ikke selv behøver at læse hele den nye bekendtgørelse igennem.
Krav til flyveerfaring inden dronebevis-uddannelsen Ønsker du at tage et dronebevis , skal du efter 1 januar 2018 have flyveerfaring i form af mindst 15 flyvninger med en samlet flyvetid på mindst 5 timer uden for bymæssigt område inden uddannelses-start. Flyveerfaringen kan opnås på alle droner (§7. stk. 2).
Jeg vil derfor anbefale dig at bruge Dronelog.dk til at registrere dine flyvninger allerede nu. Dronelog.dk er gratis at benytte op til de første 20 logs, hvorefter det koster 19,- om måneden eller 199,- om året. Benyt rabatkoden BEK1256 som giver dig 100% rabat på din første betaling på et Pro-abonnement.
Vedligeholdelseskrav
Vedligeholdelseskravet er nu sat op til minimum 5 timers flyveerfaring fordelt over minimum 15 flyvninger ingen for de sidste 12 måneder. Vedligeholdelseskravet gælder nu for den tungeste dronekategori du har. Dvs. at har du dronebevis kategori 2, skal vedligeholdelsesflyvningen ske på en kategori 2 drone . Kan du ikke overholde de 5 timer fordelt over 15 flyvninger inden for de sidste 12 måneder, kan du foretage flyvninger uden for bymæssigt område så du kommer op på kravet. Hvis du ikke når det inden for 2 år, skal du deltage på suppleringsuddannelse med efterfølgende praktisk prøve (§7. stk. 3).
Redundanskravet udgår Hvis personer som ikke er en del af flyveoperationen kommer inden for dit sikkerhedsområde, var der tidligere krav om samtykke og at din drone skulle være udstyret med redundans. Redundans vil sige, at din drone kan holde sig i luften selvom den mister en propel eller en motor. Der er ikke længere krav om at dronen skal være udstyret med redundans. Nu skal du blot have samtykke fra eventuelle medhjælpere og personer som kommer til at opholde sig inden for sikkerhedsområdet (§8. stk. 2). Flyvningen må naturligvis fortsat ikke udføres på en sådan måde, at andres liv og ejendom udsætte for fare eller anden unødig ulempe (§3).
Luftfartsforhindringer må overflyves
En tidligere forglemmelse i bydronebekendtgørelsen gjorde at man ikke måtte overflyve luftfartsforhindringer som var højere end 120 meter. Man måtte alene flyve op til samme højde som luftfartsforhindringen, såfremt man holdte sig inden for 25 meter af forhindringen.
Nu må luftfartsforhindringen overflyve med 25 meter, ligesom det er muligt i landdronebekendtgørelsen .
Dog må luftfartsforhindringer som ligger nærmere end 6 km fra en offentlig godkendt flyveplads eller nærmere end 8 km fra en militær flyvestation ikke overflyves (§15. stk. 2).
Flyvning ved offentlige veje
Tidligere skulle der indhentes tilladelse fra infrastrukturforvalteren så snart sikkerhedsområdet kom ind over hovedveje, motortrafikveje og motorveje. Denne gruppering var der rigtig mange veje som var dækket af.
Nu er det ændret til, at du kun skal indhentes tilladelse fra nfrastrukturforvalteren hvis sikkerhedsområdet kommer ind over en offentlig vej hvor fartgrænsen er 70 km/t eller derover (§15. stk. 7).
Afstand til lægehelikopterflyveplads
Du skal nu holde minimum 1 km horisontal afstand til en lægehelikopterflyveplads (HEMS), medmindre du kan flyve under dennes banehøjde (hvis den f.eks. ligger oven på en bygning som ved Rigshospitalet).
Foregår din flyvning mellem 1-2 km i horisontal afstand til lægehelikopterflyvepladsen må din flyvehøjde ikke overstige 50 meter over flyvepladsens højde (§15. stk. 9).
Lægehelikopterflyvepladser kan ses på Droneluftrum.dk
Afstand til strømførende ledninger
Der skal nu holdes minimum 5 meter afstand til strømførende ledninger, medmindre du har fået tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter til at flyve tættere på (§15. stk. 14).
Redningsberedskabsflyvning
Der er tilføjet et kapitel omkring redningsberedskabsflyvning i Kapitel 8. Det vil være muligt for droneoperatører at udføre redningsberedskabsflyvninger med droner efter nogle standardscenarier (§21).
Dette gennemgås nærmere når standardscenarierne offentliggøres.
Læs mere om hvordan du får et dronebevis her >>
0 kommentarer
Skriv en kommentar