Droneflyvning – Det er virksomhedens ansvar!
Med indførsel af de nye EU Regler 1. januar 2021, blev den obligatoriske Dronepilotuddannelse på en Droneskole udeladt i lovgrundlaget. Det blev af mange opfattet som en lempelse af de kompetencer en dronepilot (i lovtekststen kaldet en fjernpilot), skulle erhverve sig. Det forholder sig faktisk helt anderledes, da de nye regler udover at indeholde de danske regler også indeholder de fælles EU-regler, hvilket samlet set giver et væsentligt mere komplekst lovgrundlag.
I den nye EU-lovtekst er der desuden indført helt nye krav til Droneoperatøren (virksomheden), og det er de krav, som vi kigger nærmere på i dette nyhedsbrev.
Droneoperatøren kan være en virksomhed, en juridisk enhed eller en person, hvorimod en fjernpilot altid vil være en person. I nogle tilfælde, som f.eks. enkeltmandsvirksomhed, kan droneoperatøren og fjernpiloten være den samme.
Droneoperatørens ansvarsområder kan generelt sammenlignes med en virksomheds ansvar for den bilpark, som de stiller til rådighed for deres medarbejdere. Dvs. virksomheden ejer, forsikrer og er juridisk ansvarlig for den bilpark, der benyttes af medarbejderne og er dermed operatør i forhold til denne bilpark.
Vi skal her se på de vigtigste områder, som en droneoperatør er ansvarlig for. Disse er angivet i KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/947 af 24. maj 2019 om regler og procedurer for operation af ubemandede luftfartøjer, under afsnittet UAS.OPEN.050.
UAS.OPEN.050 UAS-operatørens ansvarsområder UAS-operatøren (red: UAS oversættes til Drone) skal opfylde alle følgende krav:
- udvikle operationelle procedurer, der er tilpasset den pågældende type operation og den involverede risiko
- udpege en fjernpilot for hver UAS-operation og
- sikre, at fjernpiloterne og alt andet personale, der udfører en opgave til støtte for operationerne, har et godt kendskab til brugerhåndbogen fra UAS-fabrikanten
- Sikre at fjernpiloten har den fornødne kompetence i underkategorien for de planlagte UAS-operationer i overensstemmelse UAS. OPEN.020, UAS.OPEN.030 eller UAS.OPEN.040 til at udføre deres opgaver
- sikre at fjernpiloten har et indgående kendskab til UAS-operatørens procedurer
Operatøren skal dermed udvikle operationelle procedurer, sikre at fjernpiloten har den fornødne kompetence og har et indgående kendskab til de af operatøren udviklede operationelle procedurer.
Udover ovenstående specifikke uddrag, er der en lang række love og regler, der skal overholdes når der flyves med droner.
- Dronebekendtgørelsen (retsinformation.dk) BEK nr. 2253 af 29/12/2020
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/ 947 - af 24. maj 2019 - om regler og procedurer for operation af ubemandede luftfartøjer
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/ 945 - af 12. marts 2019 - om ubemandede luftfartøjssystemer og om tredjelandsoperatører af ubemandede luftfartøjssystemer
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/639 af 12. maj 2020 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/947
- Standardscenarie DK-STS-03 VLOS droneoperationer over et kontrolleret område i et befolket miljø med en legacydrone på under 25 kg
- Luftfartslovens kapitel 9 vedr. alkohol.
- BL 7-15 – bestemmelser om flyvning over særligt støjfølsomme naturområder i Danmark – udgave 2, 28. april 2017
- Persondataloven og GDPR
- Straffelovens §264a - §264d
- TV-Overvågningsloven
Da virksomheden som Droneoperatør er forsikringsmæssigt og juridisk ansvarlig for al droneflyving i virksomhedens regi, er det naturligvis vigtigt at overholde det gældende lovgrundlag.
Udover MyDroneAcademy’s teoretiske og praktiske kurser som sikrer, at Fjernpiloten har de fornødne kompetencer jævnfør ovenstående, har vi udviklet en skabelon til beskrivelse af virksomhedens operationelle procedurer. Du finder skabelonen i din uddannelsesmappe under ”Ressourcer” og stilles gratis til rådighed for vores kunder. Venligst bemærk, at vi ikke yder support i forbindelse med udarbejdelsen af operationelle procedurer.
Mvh
Team MyDroneAcademy
0 kommentarer
Skriv en kommentar